Sunde trøfler med dadler

Kategori: Tags: ,

Beskrivelse

Jeg er ret vild med romkugler, hvis de er lavet rigtigt. Jeg ved godt, at det ikke er det sundeste, jeg kan spise. Derfor spiser jeg heller ikke så tit en romkugle. Nogle gange kan jeg finde på at dele en romkugle med andre, så jeg bare får en lille bid. Jeg har fundet flere opskrifter på romkugler, så jeg selv kan lave dem en dag, men jeg er ikke nået så langt.

Jeg har til gengæld fundet opskrifter på trøfler eller trøffelkugler med en masse sunde ingredienser. Jeg har leget i køkkenet og vil her dele min opskrift på sunde trøfler med dadler.

De er overraskende gode, især med mørk chokolade og ristede nødder. Jeg tænker, at der er basis for videreudvikling af opskriften. Måske skal der også lidt lakridspulver i?

De kommer tæt på romkugler, så næste gang vil jeg nok prøve at tilføje lidt rom og minimere mængden af banan. Og tilsætte lidt chokoladekage.

Hvis du synes, at at mine trøffelkugler er gode, så prøv også mine havregrynskugler.

Ingredienser

110 g mandelmel
20 g ren kakaopulver
20 g havregryn
10 g kokosfibermel
10 g chiafrø
10 g hampefrø
5 g vaniljesukker
170 g banan
70 g dadler uden sten
50 g peanutbutter

Pynt

kokosmel

eller

50 g mørk chokolade
15 g mandler
15 g hasselnødder

STEP 1

KOM ALLE INGREDIENSER I EN FOODPROCESSOR
Kom alle ingredienser i en foodprocessor og kør indtil massen hænger fint sammen.

Tip: Bananen skal være moden, men ikke overmoden, for at få den bedste smag.

STEP 2

SÆT MASSEN I KØLESKAB
Inden du ruller massen til kugler, er det en god idé at sætte massen i køleskabet i ca. 15-30 minutter, så den bliver kold og fast. Så er massen nemmere at arbejde med.

STEP 3

RUL MASSEN TIL KUGLER
Tag den kolde masse ud af køleskabet og rul den til små kugler i en passende størrelse. Rul halvdelen af kuglerne i kokosmel.

Hvis du kan lide mørk chokolade, så ruller du resten af kuglerne i smeltet mørk chokolade og afslutter eventuelt med ristede og hakkede hasselnødder og mandler. Hvis du ikke vil bruge mørk chokolade, ruller du også bare resten af kuglerne i kokosmel.

STEP 4

HVIS DU KAN LIDE MØRK CHOKOLADE OG NØDDER
Hvis du kan lide mørk chokolade, kan du hakke 50 g mørk chokolade (55%) og smelte det over vandbad. Hvis du også kan lide hasselnødder og mandler, kan du hakke den lille portion og riste dem på en pande. Jeg valgte at fjerne skallen først. Det tager selvfølgelig ekstra tid.

Jeg synes, at trøflerne bliver ekstra gode, hvis kuglerne rulles i de ristede og hakkede hasselnødder og mandler. Det skal du gøre, inden chokoladen stivner. Du kan også drysse nøddeblandingen på.